FacebookInstagramTwitterYoutubeLinkedIn

"Vi skal se hinanden"

Marianne Weidemann. Direktør, Simons

- I forhold til os ’ældgamle’ mennesker kan mange af dem en hel masse digitalt. Og så får de naturligvis hurtigt lov til at lave annoncer på Instagram. Det er de supergode til. Så får de en masse ros, og så har de en god start.

Hos Simons i Rønne handler det gode elevophold i høj grad om at møde eleverne, hvor de er. Man skal dyrke det, de allerede kan og aftabuisere, at de stadig har meget at lære. Det fortæller direktør Marianne Weidemann.

- Når man starter et nyt sted, skal man føle, at man kan byde ind med noget. På den måde ved man, at man er god nok. Og så bliver det nemmere at acceptere, at der er andet, som man stadig skal lære, uddyber hun.

Jeg laver også fejl

Hos Simons er der i virkeligheden ikke så meget ’hokus pokus i det’, lyder det fra Marianne Weidemann:

- I bund og grund handler det bare om, at vi skal se hinanden. Jeg er jo heller ikke bange for at sige, at jeg laver også fejl. Det gør alle, og det er fint nok. Bare vi kan tale om det.

Det tager kun 10 minutter

Derfor falder eleverne heller aldrig igennem hos Simons. Hvis en elev ikke kan lægge varer ind, så lærer hun det, for medarbejderne ser det, og så tager man en snak.

- Man skal naturligvis tage sig tid til at finde løsningerne. Men hvis man tør tage den snak, så tager det jo kun 10 minutter, siger Marianne Weidemann, inden hun kommer med en opfordring til andre arbejdspladser:

- Hop ud i det med eleverne. Giv dem en chance, og vær åbne. De kan noget, mens vi kan noget andet. Og når vi mødes på en god måde, så bliver det hele altså rigtig sjovt.

Det seneste årti har Simons haft 10-15 elever. Ingen er sprunget fra uddannelsen i utide.