"Der er sgu brug for dig"
Claus Duevang. Direktør, KH Maskinfabrik
Claus Duevang. Direktør, KH Maskinfabrik
- Vi stoler på dem, og derfor forventer vi også noget af dem. De skal føle, at de laver noget, der er brug for.
Hos KH Maskinfabrik skal eleverne have en funktion. De skal vide, at de er kommet ud i virkeligheden, hvor man laver noget, der er brug for. Det motiverer dem, fortæller direktør Claus Duevang:
- Vi har haft en del, som kommer fra dårlige oplevelser andre steder, men det er ikke noget, vi taler så meget om. Jeg siger bare, at her hos os, kører vi ud til kunden 6.30. Så der er du også klar, for ellers kører gutterne uden dig, og så har de et problem. For der er sgu brug for dig.
Claus Duevang er heller ikke bange for at sætte eleverne til kedelige opgaver. Så længe opgaverne er vigtige, ender eleverne altid med at være glade for det:
- Der er nogle ting, du er nødt til at gøre 1000 gange, før du bliver god. Sådan er det bare. Det kan sagtens være kedeligt at lave det samme og det samme flere dage i træk. Men så længe vi afsætter tid til fokus og feedback, skal de nok holde gejsten oppe. Og til sidst bliver de altid motiverede, når de oplever, hvad de har lært.
I det hele taget lærer eleverne hos KH Maskinfabrik nogle ting på den direkte måde.
- De skal vise, at de virkelig vil gøre en indsats, men så får de også masser af respekt og tillid. Og vi oplever jo, hvor stolte de bliver, når de virkelig begynder at lykkes, siger Claus Duevang.
Flere af hans elever har færdiggjort deres uddannelse med 12-taller og indstilling til medaljer.
- Når de så står der ved afslutningen... Så siger de altså tak for, at vi var lidt hårde i starten, slutter Claus Duevang
Claus Duevang overtog KH Maskinfabrik i 2014. Siden har han haft 11 klejnsmede-elever. Seks har gennemført, mens de resterende fortsat er i lære på fabrikken.