FacebookInstagramTwitterYoutubeLinkedIn

"Det var jo blomsterdekoratør, jeg skulle være"

Elev som blomsterdekoratør i Rønne

Tone bygger videre på sine erfaringer som billedkunstner

- Det var på tide at få en fast indtægt, men jeg kunne stadig lide at bruge mine hænder og være kreativ. Og så var det jo blomsterdekoratør, jeg skulle være.

For 45-årige Tone er uddannelsen som blomsterdekoratør ikke alene en mulighed for at få en fast indtægt efter mange år som selvstændig billedkunstner. Uddannelse gør det også muligt at bygge videre på alt det, hun allerede kan.

- Billedkunst handler jo meget om farvekombinationer og komposition, og det gælder jo også for blomsterbinding. Men samtidig lærer jeg også en masse nyt hver eneste dag, siger hun.

Tog springet, da pandemien ramte

Tone havde længe ønsket sig en mere tryg økonomi, og da Corona-virussen ramte Danmark i marts 2020, tog hun springet.

- Jeg lavede kunst og havde en lille designvirksomhed. Det er jo luksusvarer, og jeg tænkte, at det måske ikke var den slags, der var mest brug for, når økonomien blev ramt af en pandemi, fortæller hun.

Og så var der ellers kort fra tanke til handling. I april gik hun i gang med at tage adgangsgivende kurser i dansk, engelsk og virksomhedsfag. Dem manglede hun fra sin uddannelse som billedkunstner. Og kun 20 uger efter var hun klar til at starte som elev hos Lottes Blomsterværksted i Rønne.

Meget varieret hverdag

Det har hun ikke fortrudt siden. Hun er glad for at have en fast indtægt og en arbejdsplads, hvor hun møder hver dag. Især fordi hverdagen stadig er enormt varieret:

- Den ene dag skal jeg passe butik. Dagen efter kommer der en masse nye vare, som skal snittes. Og pludselig skal vi lave dekorationer til bryllupper, begravelser eller andre begivenheder, som betyder meget for folk, siger hun.

Det meste af Tones uddannelse foregår på elevpladsen i Rønne. Hun får dog også en række kortere skoleophold på Roskilde Tekniske Skole, hvor uddannelsen ligger. De adgangsgivende kurser i dansk, engelsk og virksomhedsfag kunne hun tage som virtuel undervisning fra hjemmet på Bornholm.