"Jeg skal helst have tingene i hånden"
Tobias, under uddannelse som anlægsstruktør
Tobias, under uddannelse som anlægsstruktør
- Jeg kan rigtig godt lide tanken om at lave noget, der bliver til gavn for andre. Om 50 år vil jeg gerne køre en tur med mine børnebørn og vise dem, at det dér hus, det har jeg være med til at bygge. Og det står der sgu stadig.
For 18-årige Tobias er arbejdet som anlægsstruktør en god mulighed for at lave noget konkret og fysisk. Og så kan han ovenikøbet høre fuglene synge imens.
- Jeg har altid haft svært ved at sidde stille og lytte. Da jeg gik i folkeskolen, sad jeg altid og kiggede ud ad vinduet og drømte om at være ude i naturen, hvor jeg kunne høre fuglene og lave noget praktisk, fortæller han.
Den faglærte måde at arbejde og lære på passer til gengæld Tobias rigtig godt. Han skal helst have tingene i hånden. Det får han nu, og så lærer han rigtig meget.
- Det er sjovt, for meget af det er jo det samme. Vi kalder ikke Pythagoras for Pythagoras. Vi kalder det bare 3-4-5. Men det er jo det samme. Vi bruger det bare på en praktisk måde i hverdagen, og for mig bliver det langt lettere på den måde, siger han.
Tobias begyndte på grundforløb 1 efter at have færdiggjort 10. klasse. Han var aldrig i tvivl om, at han skulle den faglærte vej, men egentlig var drømmen at blive landbrugsmaskinfører. Grundforløbet blev indledt med 20 ugers generel undervisning, hvor eleverne prøvede kræfter med en lang række fag.
- Man prøvede at være alt fra tømrer til sygeplejerske. I begyndelsen forstod jeg ikke, hvad det skulle gøre godt for. Jeg vidste jo godt, hvad jeg ville. Men så blev jeg alligevel i tvivl. For jeg oplevede, at jeg også kunne noget med mine hænder, som jeg gerne ville bruge, fortæller Tobias.
Hans valg faldt på uddannelsen som murer, men efter grundforløb 2 kunne Tobias alligevel mærke, at han ikke var havnet det rigtige sted. Han manglede noget, så sig om og valgte at rykke til uddannelsen som anlægsstruktør.
- Jeg er jo født og opvokset på landet med traktor og gravemaskine og alt det der. Og jeg har en stor fascination af maskinerne også, fortæller han.
På den måde fandt han en uddannelse, der kombinerer hans interesser. I den forbindelse har han en opfordring til andre, som overvejer den faglærte vej. Når man vælger én faglært uddannelse, lukker man nemlig ikke døren til alt andet. Tværtimod åbner man potentielt døren til en hel masse mere, mener han:
- Jeg synes, man skal vælge noget, man tror, man kan brænde for de næste 5-10 år. Så er der nemlig gode odds for at komme godt i gang og blive rigtig dygtig. Så kan det være, man bliver ved 50 år mere. Det kan også være, man bygger videre og tager sine færdigheder med over i et andet fag, siger han og slutter:
- Og der er jo aldrig noget, der er spildt. Det, jeg nåede at lære om murerarbejde, kan jeg i høj grad også bruge som anlægsstruktør.