FacebookInstagramTwitterYoutubeLinkedIn

Virksomheder inviterer skoleelever med bag facaden

Bornholmske unge ved for lidt om de faglærte fag. Derfor inviterer en række virksomheder de unge indenfor.

For mange unge er gymnasiet ’det sikre valg’, hvis de er usikre på, hvad de vil efter grundskolen. De kender de fleste fag fra grundskolen, og undervisningsformen er nogenlunde ens. Her kan den faglærte vej virke mere fremmed. For hvad laver man som smed eller ernæringsassistent? Og hvordan er hverdagen på en rigtig arbejdsplads?

Den type spørgsmål gør det svært at træffe det uddannelsesvalg, der passer bedst til den unges egentlige interesser og fremtidsdrømme. Derfor har Faglært er fedt udarbejdet et katalog over virksomheder, hvor klasser fra øens grundskoler kan komme på besøg.

- UU-vejledere, lærere og forældre kan fortælle nok så meget om de faglærte fag. Alligevel er der intet som at opleve arbejdspladserne selv. Det betyder utroligt meget at mærke stemningen og se, hvad man helt konkret laver på de forskellige arbejdspladser, fortæller Claus Stamer, formand for Faglært er fedts styregruppe.

Samme oplevelse har Merethe Sejer. Hun er værkfører hos KH Maskinfabrik i Rønne, hvor flere klasser allerede har været på besøg.

-  De er utroligt gode til at spørge ind, og man mærker, at de bliver klogere. De fleste vidste, at smede arbejder med jern, men de vidste ikke, hvor forskelligt arbejdet kan være. Det er ikke fordi, alle skal være smede, men nu ved de, hvad det er. På den måde kan de træffe det rigtige valg, siger hun.

Virksomhedskatalog gør det let
Ideen er at gøre det let for lærere og elever at få overblik over, hvor man kan opleve hvilke fag. Inden besøget kan eleverne få et oplæg fra en projektkonsulent, der kan fortælle om de faglærte uddannelser generelt.

I september 2022 er 19 virksomheder med i kataloget. Planen er dog, at endnu flere skal med om bord, så de unge får et endnu bedre billede af de utroligt mange attraktive uddannelsesmuligheder i de bornholmske virksomheder. 

- Ved at tilmelde sin virksomhed hjælper man de unge med at træffe de rigtige valg for deres fremtid. Man bidrager samtidig til et bæredygtigt arbejdsmarked på Bornholm, og man får bedre mulighed for at rekruttere de rigtige lærlinge. Derfor håber vi, at mange flere virksomheder vil melde sig til fremover, siger Claus Stamer.